Tix.dk

Musikhuset Aarhus

  • 14. maj - Kl. 20:00
Billetpris:300 kr.
Event info

Den 89-årige amerikanske legende Al Schmitt har mixet albums for ikoner som Frank Sinatra, Ray Charles, Nat King Cole og Paul McCartney. Nu har han også mixet et nyt album med jazzsangeren Sinne Eeg og DR Big Band.

Det er ikke nyt at DR Big Band og Sinne Eeg optræder sammen. Men at de nu er gået all in og sammen har indspillet albummet We´ve Just Begun er noget af et projekt. Sinne og orkesteret ønskede at genfinde den fantastiske lyd fra de gode gamle dage, hvor big bands, som dem der blev ledet af Count Basie og Quincy Jones, dominerede. Og hvem ville være mere nærliggende at spørge end den lydtekniker, som stod for indspilningerne med de verdenskendte big bands og dermed skabte den fantastiske lyd - den levende legende, Al Schmitt.

Det nye album er et af Sinne Eeg´s største projekter til dato. Man kommer helt tæt på Sinne Eeg som både sangskriver, komponist og ikke mindst sangerinde, mens DR Big Band´s 19 forrygende musikere folder sig ud i en perlerække af iørefaldende arrangementer, som veteranerne Peter Jensen, Jesper Riis og amerikanske Roger Neumann står for. Arrangementerne er en smuk balance mellem den klassiske og den moderne bigbandlyd.

Selvom Sinne Eeg normalt producerer sin musik selv, har hun på We´ve Just Begun samarbejdet med den amerikanske succesproducer André Fischer, som i en årrække har arbejdet sammen med lydtekniker Al Schmitt. Andre Fisher har produceret albums for verdensnavne som Diane Schuur, Tony Bennett og Nina Simone, men er måske mest kendt for at have produceret Natalie Coles superhit Unforgettable. Fischer er desuden trommeslager og har spillet med Rufus og Chaka Khan.

Sinne Eeg er kendt og anerkendt i det meste af verden og har blæst publikum bagover i både USA, Skandinavien og Asien. De fleste som har hørt hende synge har mærket, hvordan hun tryllebinder sit publikum med eminent scatsang, perfekt pitch og smittende stor indlevelse. Sinne er ikke bare sanger, hun er også en talentfuld sangskriver. Talentet for at skrive og komponere indbragte hende Carl Prisen 2018 for Årets Sang, Aleppo. Men hjemme på amagerhylden står der bl.a. også fire Danish Music Awards, den franske Prix Du Jazz og Dronning Ingrids Hæderslegat, personligt overrakt af Dronning Margrethe og hendes to søstre. 

OM DR BIGBAND
DR Big Band er med sine 19 skarpe jazzmusikere kendt for at levere den ægte, amerikanske bigband-lyd med et særligt nordisk twist. Bandet har været et fyrtårn på den internationale jazzscene siden 1964 med ikoniske orkesterledere som Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely. Mere end 80 albumindspilninger med stjerner som Miles Davis, Stan Getz, Eliane Elias og Joe Henderson vidner om et bigband, der gennem alle årene har formået at skabe originalt indhold på internationalt niveau. Bandet har vundet flere prestigefyldte priser og nomineringer, blandt andet den amerikanske GRAMMY®, og optræder stadig med jazzens største navne, samtidig med at de introducerer unge, danske talenter og igangsætter nye, spændende samarbejder på tværs af genrer.

Arrangør: Musikhuset Aarhus